Fantastisk ferielejr for familier fra Lyngby-Taarbæk
Årets Røde Kors-familielejr i Svendborg var en stor succes med masser af aktiviteter og samvær. To familier fra Lyngby-Taarbæk deltog og ikke mindst børnene kom hjem med mange gode oplevelser.
De fleste børn kan næsten ikke vente med at fortælle om alle de spændende oplevelser, sommeren har budt på, når ferien er slut, og de igen møder vennerne henne i skolen.
Men som forælder kan det være svært at give sine børn de oplevelser, hvis økonomien er stram, eller der er andre ting, som fylder meget i hverdagen.
Hvert år afholder Røde Kors derfor ferielejre i hele landet for familier, som har brug for en hjælpende hånd til at få en god sommer.
På årets lejr i Svendborg deltog to familier fra Lyngby-Taarbæk. Og Ifølge aktivitetsleder for Familienetværket i Lyngby-Taarbæk, Lene Fredborg kom de hjem igen med mange gode ting i bagagen.
“Det betyder først og fremmest rigtig meget for børnene, at de får nogle oplevelser, som de kan dele med vennerne. Men for forældre, som i mange tilfælde ikke har det store netværk, er det også en god mulighed for at møde og tale med andre voksne,” siger hun.
"Berigende at bidrage til glæde i en familie"
I alt deltog 100 børn, forældre og frivillige i familielejren i Svendborg, og de mange aktiviteter talte bl.a. rundbold, fodbold og andre spil. Familierne lærte at lave pandekager over bål, fik mulighed for at meditere i skoven, og der blev også skruet op for kreativiteten i form af tegninger lavet med naturfarver fra bær, græs, kul og blomster.
Med på lejren var også Mirel Lundberg Gugic. Hun er frivillig i Familienetværket og med til at støtte forældre og deres børn i de daglige udfordringer. Hun deltog desuden aktivt i planlægningen af årets lejr.
“Jeg elsker at være frivillig og se folk blive glade og taknemmelige for at få et afbræk i deres hverdag. Det er sjovt, lærerigt og yderst berigende at bidrage til glæde i en familie,” siger hun.
Ifølge Lene Fredborg håber Familienetværket at kunne sende endnu flere familier på lejr næste år. Det kræver, at der er frivillige nok, som har lyst til at bruge en del af deres sommer på at ledsage dem.
Kunne det være noget for dig, er du velkommen til at ringe/skrive til Lene på 91338686 eller lyngby.al.familie@rodekors.dk.