Tirsdagsstrik på hovedgaden sluttede med en fest

Tirsdagsstrik på hovedgaden sluttede med en fest

Når noget har været en bragende succes, skal det også fejres på behørig vis. Derfor var der bobler og kransekage på bordet, da Røde Kors Lyngby-Taarbæks nørklere tirsdag d. 30. august for sidste gang i år inviterede til fællesstrik på Lyngby Hovedgade.

I størstedelen af sommeren har nørklerne hver tirsdag eftermiddag siddet klar i pallemøblerne ved Det Hvide Palæ. Klar til at byde forbipasserende velkommen til en hyggelig snak og - hvis de har haft lyst til det - strik.

- Det har været super hyggeligt. Der er kommet mange forbi for at få en god snak med os, siger aktivitetsleder for nørklerne i Røde Kors Lyngby-Taarbæk, Ritta Emanulsen.

- Bekendte, vi ikke har mødt længe, er tilfældigt kommet forbi. Vi har udvekslet knus og kram og opdatereret hinanden på vores gode oplevelser. Flere med gigt i hænderne, som ikke kan strikke mere, er også kommet forbi. De har fortalt deres historie og er gået smilende videre. Der er ikke noget bedre end gode minder.

 

Bamser, bluser og corona-tæpper

- Vi forærede også en bamse til en lille pige, der havde været med sin mor og far nede for at købe et pink rejenet. Nettet passede lige til at bære over skulderen med en bamse i. Forældrene ville efterfølgende gå forbi butikken med en lille donation, fortsætter Ritta.

Flere kom også forbi for at prøve kræfter med det håndarbejde, som gør en stor forskel for så mange mennesker i Danmark og udlandet.

En studerende blev blandt andet undervist af Birgit fra nørklerne i, hvordan man strikker en lille bluse efter Røde Kors' opskrift. En frivillig fra Røde Kors-butikken på Lyngby Hovedgade fik hjælp til at lave et corona-tæppe. Hertil kom flere forbi for at aflevere garn.

 

Synlige i gadebilledet

- Vi har været synlige i gadebilledet. I den tid, vi har været på Lyngby Hovedgade, har vi også modtaget mange garn-donationer, siger Ritta Emanuelsen.

Dermed er der masser at strikke af, når nørklerne genoptager deres normale eftermiddagsmøder tirsdage i lige uger. Her laver de blandt andet karklude, pulsvarmere, strømper og indkøbsnet, som bliver solgt i butikken, samt uldne tæpper til pindsvin og små "djævlehuer" til for tidligt fødte børn på Herlev Hospital.

TIRSDAGSSTRIK FOR ALLE var en del af sommerens aktiviteter på Lyngby Hovedgade, som har været midlertidigt ensrettet på grund af letbanebyggeriet. Fællesstrikken var arrangeret i samarbejde med Lyngby-Taarbæk Kommune og Handelsforeningen for Kongens Lyngby og Omegn.