Nu strikker vi også sammen om aftenen – kom og vær med

Nu strikker vi også sammen om aftenen – kom og vær med

Elsker du at strikke sammen med andre, men har først tid efter arbejde, studie etc.? Så er nørklernes aftenmøder noget for dig. Læs mere og find de praktiske informationer herunder.

 

Dyrk din hobby for en god sag

Som nørklere i Røde Kors Lyngby-Taarbæk strikker vi for at hjælpe sårbare borgere i Danmark og mennesker i nød verden over. Vi laver f.eks. varmt tøj til hjemløse og bamser til børn, for hvem legetøj er en sjældenhed.

Men vi er også nørklere, fordi vi nyder at være sammen. Der er nemlig ikke noget bedre end at svinge strikkepindene over kaffe, kage og godt selskab.

 

Et tilbud, der passer til din hverdag

Normalt mødes vi tirsdag eftermiddag (i lige uger) for at strikke og hygge. Men vi ved også, at det ikke er et tidspunkt, som passer alle, og det vil vi gerne gøre noget ved. For alle skal have mulighed for at blive en del af fællesskabet.

Aftenmøderne er derfor et tilbud til dig, der gerne vil strikke sammen med andre, men ikke har tid i løbet af eftermiddagen på grund af arbejde, studie etc.

 

Hvor, hvornår og hvordan?

Aftenmøderne afholdes tirsdage i lige uger fra kl. 18:30 (første gang d. 6. september 2022). Mødestedet er Røde Kors Huset på Kongevejen 192, 2830 Virum.

Tager du offentlig transport, stopper bus 184 lige ved døren. Herudover ligger Virum Station i gåafstand (ca. et kvarter).

Du kan tilmelde dig ved at sende en mail til lyngby.al.noerklere@rodekors.dk. Alle er velkomne, uanset erfaring. Du skal bare have lyst til at strikke i godt selskab.