Kom til TIRSDAGSSTRIK FOR ALLE hele sommeren i Lyngby

Kom til TIRSDAGSSTRIK FOR ALLE hele sommeren i Lyngby

Nørklerne fra Røde Kors Lyngby-Taarbæk er tovholdere på TIRSDAGSSTRIK FOR ALLE, der skal være med til at skabe liv på Lyngby Hovedgade. Nørklerne inviterer alle, som har lyst til at strikke for sårbare mennesker i Danmark og børn i nød over hele verden.

Hver tirsdag fra og med 28. juni byder Røde Kors' nørklere på TIRSDAGSSTRIK FOR ALLE mellem kl. 13.30-15.30 foran Det Hvide Palæ på Lyngby Hovedgade 37.

Fællesstrikken er en del af sommerens aktiviteter, der skal skabe liv på Lyngby Hovedgade, mens den er midlertidigt ensrettet. Det skyldes letbane-byggeriet i krydset ved Klampenborgvej. P-pladserne i den ene side af hovedgaden er indrettet til udeaktiviteter.

Alle er velkomne, også dem, der ikke er født med en strikkepind i hånden eller har lært det siden hen. Nørklerne er nemlig mere end klar til at give deres erfaringer videre, og der er også forskellige opskrifter, man kan følge.

Der udleveres ligeledes gratis garn til alle deltagere. I tilfælde af regnvejr, flytter TIRSDAGSSTRIK FOR ALLE indendørs på Stadsbiblioteket.

 

Et fantastisk fællesskab

Du skal deltage, hvis du har lyst til at opleve og/eller blive en del af fællesskabet i nørklegruppen, der altid ser frem til at strikke, hækle og sy sammen. De strikker f.eks. varmt tøj til hjemløse eller bidrager til kampagner, der samler penge ind til nødhjælp.

TIRSDAGSSTRIK FOR ALLE arrangeres i samarbejde med Lyngby-Taarbæk Kommune og Handelsforeningen for Kongens Lyngby og Omegn.

Læs mere her