En hjælpende hånd til gravide og nybagte småbørnsforældre

En hjælpende hånd til gravide og nybagte småbørnsforældre

'God start på livet' er et nyt, gratis tilbud fra Røde Kors i Lyngby-Taarbæk og Gentofte til alle kommende og nybagte småbørnsfamilier, der har brug for støtte.

At blive forælder kan være en overvældende begivenhed, både følelsesmæssigt og praktisk. Som nybagt forælder kan man godt føle sig alene med forældreopgaven og have brug for inspiration til at få en god hverdag. Og man kan savne en at tale med om det at være forælder.

Gennem 'God start på livet' kan man få tilknyttet en erfaren frivillig, som kan give sparring og støtte i forhold til hverdagens udfordringer, og som er god til at lytte og snakke med om alt det nye, der sker, når man bliver forælder. Støtten, som de frivillige giver familierne, tilpasses den enkelte families behov med barnet og forældreskabet/rollen i centrum. Tilbuddet er for alle familier, hvor det yngste barn er under to år.

 

Vigtigt at turde erkende

Aktivitetsleder Winnie Worsøe understreger, at det er alle slags problemstillinger knyttet til det at have helt små børn, som ”God Start på Livet” er rettet imod.

”I God start på livet møder vi mange forskellige familier der har brug for støtte”, fortæller Winnie Worsøe. ”Det kan være familien der står i en krise, savner en at dele tanker og bekymringer med, har et lille netværk eller søger hjælp til at få hverdagen til at fungere f.eks. Indkøb, tøjvask, den lilles mad eller søvnbehov”.

”Som forælder er den første udfordring ofte at turde erkende, at man godt kunne have brug for hjælp. Det er vigtigt, at man mærker 'jeg trives ikke i hverdagen’ og rækker ud for at få støtte”, fortsætter Winnie Worsøe.

Det er bedst, at man som gravid eller ny forælder på forhånd har gjort sig klart, hvad man gerne vil have hjælp til. Så vil man blive matchet med en frivillig, der så vidt muligt har viden og erfaring inden for det område. For at kunne dække så bredt som muligt, søger Røde Kors derfor stadig nye frivillige i Lyngby-Taarbæk og Gentofte, selvom der allerede er en god gruppe på plads.

De frivillige, der har meldt sig indtil nu, tæller både professionelle, f.eks. sundhedsplejersker og institutionsledere, og helt almindelige bedsteforældre og forældre.

 

Lad dig ikke overvælde

Der er en ramme for forløbet, som hedder to-tre timer om ugen i seks måneder. Hvor og hvornår man mødes, aftales indbyrdes. Alt foregår i fuld fortrolighed, og de frivillige gennemgår et kort børnesikkerhedskursus. Der er desuden løbende sparring undervejs.

Winnie Worsøe understreger samtidig, at ”God Start på Livet” kun er støttende. De frivillige går ikke ind og overtager opgaver fra forældrene. De kommer heller ikke i en sundhedsfaglig rolle, men som sparringspartnere. Som frivillig må man f.eks. ikke være alene med barnet.

Winnie Worsøe har sit bud på, hvorfor der er brug for tiltag som ”God Start på Livet”, og hun opfordrer til at man ikke lader sig overvælde af alle de informationer og krav, man bliver mødt med som forælder.

”Det er svært at blive forælder i dag, for man bliver jo bombet med alt muligt. Hvis man er i mødregruppen, og nogen er nået til side 300 i bogen, og nogen er på side 150, så er det jo bare sådan virkeligheden er,” siger hun.

 

Et skub i den rigtige retning

”Jeg tror også, det er vigtigt at finde sig selv og finde ud af ’hvordan er jeg som forælder, og hvad er det for nogle krav, jeg har til mig selv og mit barn?’ Der er ikke to familier, der er ens, f.eks. med grænsen for hvornår vasketøjet skal vaskes osv. Det, der er udfordringen, er jo uoverskueligheden, hvis der ikke bliver ryddet op. Så det er en god idé at gøre de små ting, så man hele tiden er med.”

”Jeg tror på, at uanset hvem vi er som mennesker, og hvor vi er i livet, så vil vi alle sammen vores børn det bedste. Men hvis man ikke trives, er det vigtigt at vide, at der er nogen, der kan få dig skubbet i den rigtige retning. For problemet kan forstørres, hvis man ikke får gjort noget ved det.”

- Hvis man er interesseret i at få forældrestøtte, eller hvis man vil høre nærmere om at blive frivillig, kan man skrive til Winnie Worsøe på winwor@rodekors.dk.