Generalforsamling 2025: Endnu flere skal ind i fællesskabet

2024 var et stort år for Røde Kors Lyngby-Taarbæk. I februar åbnede Røde Kors Butik Virum, og senere samme år slog det nyrenoverede Røde Kors Huset ligeledes dørene op med en række nye sociale tilbud til lokale unge, ældre og andre grupper af sårbare borgere.
Flere af de nye aktiviteter har allerede fået mange frivillige og brugere, ligesom en del af de ”gamle” aktiviteter er vokset i løbet af 2024. De indtægtsgivende aktiviteter, butikkerne, førstehjælpen og samaritterne, har ligeledes haft et stærkt år.
Det gav selvfølgelig anledning til masser af ros til de frivillige i Røde Kors Lyngby-Taarbæk fra formand, Tony Lindemann Bøgh, da han indledte afdelingens generalforsamling torsdag d. 27. februar.
Det har krævet en kæmpe indsats fra en stor gruppe frivillige at få stablet de nye aktiviteter på benene. Derfor kommer 2025 til at handle om konsolidering af de nu mange eksisterende tilbud.
”Det betyder, at vi vil hjælpe endnu flere udsatte borgere ind i vores eksisterende sociale tilbud. Vi vil også videreudvikle vores aktiviteter inden for især genbrug, samaritter og førstehjælp”, siger Tony Lindemann Bøgh.
Flere skal lave frivilligt arbejde i længere tid
”Det kræver flere hænder. Derfor vil vi styrke fællesskaberne for de frivillige og øge fokus på trivsel. Samtidig vil vi styrke de administrative funktioner, så opgaver som rekruttering, onboarding, frivilligpleje, marketing og projektstyring bliver varetaget af frivillige, som brænder for de opgaver”, siger formanden.
”Vi vil på den måde sikre, at flere ønsker at lave frivilligt arbejde i længere tid”, fortsætter han.
Til generalforsamlingen var der også valg til bestyrelsen. Her blev Tony Lindemann Bøgh samt næstformand, Peter Jansen, genvalgt af medlemmerne. Samtidig stillede flere nye ansigter op.
Emil Agertoft og Mads Poggenborg, som er aktive i både samaritterne og Café Hulen, blev valgt som nye bestyrelsesmedlemmer. Jan Wohlert fra Gå-caféen for mænd blev valgt som suppleant.