Et halvt år senere: Røde Kors Huset gør en forskel for mange

Et halvt år senere: Røde Kors Huset gør en forskel for mange

Røde Kors Huset i Virum åbnede i juni 2024 med en række nye sociale aktiviteter for lokale borgere. Siden er flere kommet til, og på en god uge lægger i omegnen af 100 mennesker vejen forbi Huset.

Af Oscar Verlis

Efter åbningen i februar 2024 af den nye Røde Kors-butik i Virum, opstod spørgsmålet: Hvad skulle der ske med Røde Kors Huset, som ligger på den anden side af gaden? Her fik bestyrelsesmedlem hos Røde Kors Lyngby-Taarbæk, Hans Joensen, overbevist resten af bestyrelsen om at omdanne Røde Kors Huset til et aktivitetshus med køkkenfaciliteter og mulighed for fællesspisning.

"Det tog lidt tid, før de mange nye aktiviteter rigtig kom i gang, men i dag kommer der i omegnen af 100 mennesker i Huset på en god uge, og flere af aktiviteterne har planer om at udvide åbningstiden i starten af det nye år", fortæller Hans Joensen.

For de frivillige og andre involverede i Røde Kors Huset giver arbejdet mulighed for at gøre en forskel for andre mennesker. Mennesker, der mistrives eller mangler relationer, som blomstrer op i et fællesskab, er noget helt unikt. Huset har på kort tid skabt et sted med plads til alle: Unge, der mangler netværk, seniorer, der savner samvær, familier i særlige positioner og mænd, der har brug for en ny begyndelse.

 

Røde Kors Huset er for alle

Røde Kors Huset henvender sig til mennesker, der mangler netværk og fællesskab. Ensomhed er en udfordring hos mange i alle aldre, og Røde Kors Huset er en oplagt mulighed til at skabe gode relationer og fællesskab.

"Det gode ved det Røde Kors Hus, vi har skabt er, at det rummer alle aldre. Lige fra børn i Familienetværket, de unge i Café Hulen og til seniorerne i Frokostcafeen for Seniorer", siger Hans Joensen.

 

Behovet for fællesskab

De mange deltagere i Røde Kors Huset vidner om et stort behov for lokale fællesskaber. Ifølge Hans Joensen, handler det for de unge om at finde et alternativ til det samvær, som ofte foregår gennem en skærm.

"Vi tror på at fysisk nærvær og dét, at man gør noget sammen med andre mennesker. Selvom det bare er at skralde kartofler sammen, gør det noget. Man får talt sammen og det har vi mennesker brug for, hvis vi skal føle os godt tilpas og trives."

For de ældre handler det ofte om at finde nye måder at dele et måltid og oplevelser efter et tab eller i ensomhed. Her formår Røde Kors Huset at give dem en mulighed for at lave mad sammen, spise i fællesskab og genfinde en social struktur.

"Man får ikke gjort sig umage, og man nyder det ikke på samme måde som man gør, når man tilbereder noget mad sammen med andre, dækker et pænt bord og spiser sammen. Der er også dem, især måske mænd, der bliver skilt og ikke rigtig formår at danne nye relationer, og så bliver de ensomme. Det har vi også et svar på i Røde Kors Huset", fortæller Hans Joensen.

 

De frivilliges rolle

De frivillige spiller en central rolle i at skabe det fællesskab og de rammer, som Huset tilbyder. Ofte er der ikke stor forskel på at være frivillig og deltager. Dette ses tydeligt i Café Hulen og andre aktiviteter, hvor brugerne selv giver en hånd med til madlavning, borddækning og praktiske opgaver.

"De (brugerne) må gerne hjælpe lidt til med madlavning, borddækning osv. Det er ikke et sted, hvor man bare kommer og får det hele serveret. Det er dét, at man er fælles om tingene, der skaber det gode fællesskab", siger Hans Joensen.

 

Nye aktiviteter

Røde Kors Huset har ambitioner om at udvide sit tilbud yderligere. En ny aktivitet, Gå-caféen, er rettet mod mænd, som ofte har svært ved at komme ud og skabe nye relationer. Konceptet er enkelt: En gåtur med en god snak og en kop kaffe. Det giver motion og styrker de sociale bånd.

En anden spændende og nyere aktivitet er "Alverdens Krydderier", som samler kvinder med forskellige kulturelle baggrunde omkring madlavning. Inspirationen kommer fra succeshistorier i København, hvor lignende fællesskaber har skabt både netværk og tro på egne evner.

 

Fremtidens muligheder

Med de mange aktiviteter og stigende deltagerantal tror Røde Kors Lyngby-Taarbæk på, at Huset vil nå sin maksimale kapacitet i løbet af 2025. Men afdelingen har en stærk vilje til at imødegå nye behov i lokalsamfundet og finde løsninger, efterhånden som de opstår.