Stort samarbejde om førstehjælp til 1.200 elever
Stort samarbejde mellem Røde Kors Lyngby-Taarbæk og Nordsjællands Grundskole og Gymnasium skal sikre førstehjælpskompetencer til over 1.000 elever.
Førstehjælpsinstruktørerne i Røde Kors Lyngby-Taarbæk får et par travle måneder.
I løbet af september og oktober skal de nemlig lære førstehjælp til omkring 1.200 elever fra 4-20 års-alderen samt lærere og andet personale på Nordsjællands Grundskole og Gymnasium i Hørsholm.
Det står klart, efter der er indgået et historisk stort samarbejde mellem skolen og Røde Kors Lyngby-Taarbæk. Et samarbejde, der desuden betyder, at elever og lærere får tilbudt førstehjælpskurser hvert tredje år.
Skræddersyede kurser til alle elever
”Hos Røde Kors ser vi meget frem til at udbrede kendskabet til førstehjælp hos eleverne på NGG," siger Peter Jansen, der er aktivitetsleder for førstehjælpen i Røde Kors Lyngby-Taarbæk og ansvarlig for samarbejdet med skoler i hele Nordsjælland.
På kurserne lærer eleverne, hvordan de bør handle, når uheldet er ude. Derudover lærer de, hvordan de yder den rette både fysiske og psykiske førstehjælp. Kurserne er målrettede elevernes aldre, så de yngste lærer at tilgå en ulykke, trøste en tilskadekommet, kalde eller ringe efter hjælp. De bliver også introduceret til stabilt sideleje.
De ældre elever får et såkaldt "crash course" i basal genoplivning. Her lærer de at vurdere bevidstløse personer og at yde førstehjælp til folk med hjertestop, herunder hjerte-lungeredning og brug af hjertestarter.
Unge kan gøre en kæmpe forskel
Der er ingen tvivl om, at det at børn helt ned i en ung alder får basale færdigheder inden for førstehjælp gør en forskel i samfundet, fortæller Peter Jansen. Det ses ikke mindst i stigningen af folk, der overlever hjertestop, hvor børn og unge er involverede.
"I Røde Kors er vores vision, at alle skal kunne førstehjælp. Vi værdsætter, at NGG deler denne holdning. Vi er desuden glade for at kunne være med til at gøre hverdagen mere tryg for eleverne på NGG både i og uden for skoletiden," siger han.