Flere familier i Lyngby-Taarbæk får julehjælp fra Røde Kors

Flere familier i Lyngby-Taarbæk får julehjælp fra Røde Kors

115 lokale børnefamilier modtager i år julehjælp fra Røde Kors, hvilket er 35 flere end i 2021. Samtidig bliver den normale hjælp, som bl.a. består af et gavekort til Coop, suppleret med donationer fra en række virksomheder i Lyngby-Taarbæk.

En god jul betyder meget for især børns trivsel, men i familier med en stram økonomi kan det være noget nær umuligt at få råd til mad, gaver, juletræ og hvad vi ellers forbinder med højtiden.

Derfor uddeler Røde Kors hvert år julehjælp – og i Lyngby-Taarbæk er den opgave vokset betragteligt i 2022. Flere børnefamilier har således brug for en hjælpende hånd i julen sammenlignet med sidste december.

115 lokale ansøgere er i år blevet godkendt til at modtage julehjælp mod 80 i 2021. Og ser man på udviklingen fra tidligere år, er stigningen endnu mere markant. Det fortæller Anette Due, som er leder for Julehjælpen i Røde Kors Lyngby-Taarbæk.

”Vi uddelte i mange år julehjælp til 60 familier, inden vi i 2021 begyndte at opleve et større behov. I år er behovet steget yderligere, så vi er glade for, at det har været muligt at imødekomme stort set alle ansøgninger,” siger hun.

 

Slikposer, legetøj, bøger og sportstøj

Det er dog ikke kun antallet af lokale børnefamilier, som modtager julehjælp, der er blevet større i 2022. Den samlede julepakke til hver enkelt familie har også haft vokseværk.

En række virksomheder i Lyngby-Taarbæk har nemlig valgt at spæde til med bl.a. slikposer, legetøj, bøger, sportstøj og biografbilletter som supplement til den normale hjælp, der bl.a. består af et gavekort til Coop.

”I år har nogle af vores frivillige gjort en kæmpestor indsats for at indsamle donationer fra lokale virksomheder, og mange er sprunget på uden tøven. Det er vi meget glade og taknemmelige for på familiernes vegne,” siger Anette Due.

Hun tilføjer, at julehjælpen også er en mulighed for at invitere forældrene og deres børn inden for i Røde Kors’ familienetværk i Lyngby-Taarbæk, hvor de kan få støtte til hverdagens problemstillinger året rundt.

 

I 2022 BESTÅR RØDE KORS’ JULEHJÆLP I LYNGBY-TAARBÆK AF:

  • Et gavekort til Coop på 900 kr.
  • Gaveæsker fra LEGO Danmark
  • Gavekort til Røde Kors’ genbrugsbutik i Lyngby på 200 kr.
  • Sportstøj fra Lyngby BK
  • Gaver fra Bog & Idé i Lyngby
  • Biografbilletter og slikposer fra Nordisk Film Biografer i Lyngby
  • Gaver fra Panduro i Lyngby
  • Gaver fra Fest & Farver i Lyngby