En travl samarit-sommer med festival og puttefest

En travl samarit-sommer med festival og puttefest

Sommer er festivalsæson, og ovenpå corona har mange glædet sig til igen at kunne komme ud og opleve live musik og samvær.

I juli stod samaritterne fra Røde Kors Lyngby-Taarbæk for førstehjælp på Vig Festival. Fem dages kultur og musik i Odsherred.

- Det er et relativt stort arrangement, som kører over en lille uge med 38 vagtsatte samaritter, der alle arbejder frivilligt. Vi er på fra onsdag til søndag i døgndrift. Så det er lidt af et vagtpuslespil, der skal lægges, siger Liselotte Nylander, aktivitetsleder for samaritterne i Røde Kors Lyngby Taarbæk.

Der deltager samaritter fra flere afdelinger, og vi er gode til at samarbejde Røde Kors-afdelingerne imellem. Men det er Røde Kors Lyngby-Taarbæk, der har det overordnede ansvar for opgaven.

 

En forholdsvis stille festival

Opgaverne på festivalen omfatter udkald, hvor samaritterne bliver tilkaldt og rykker ud i "gateren" - en slags forstørret golfvogn - som Røde Kors låner af regionen. Samaritterne holder også opsyn ved de scener, hvor man vurderer, der kan være særlig risiko for, at der kan opstå situationer.

- Vi runderer også. Det vil sige, at vi går rundt på pladsen for at se, om nogen kunne have behov for vores assistance. Og så er der teltet, hvor festivalgæster kommer forbi med vabler, fordi de er faldet, eller de har brug for at ligge til observation, fordi de har fået det dårligt, siger Liselotte Nylander.

Alt i alt var festivalen set med samaritternes øjne forholdsvis stille i år, tilføjer hun.

 

Samaritterne passede også på putterne

Et andet af sommerens store arrangementer, som samaritterne deltog i, var puttefesten i Ulvedalene i Dyrehaven d. 12. august.

Her har samaritterne haft beredskabsvagt gennem flere år. Det er et samarbejde mellem politi, natteravnene, SSP og Røde Kors, som også stiller med et par læger, der er tilknyttet afdelingen.

Ugen forinden pakkes udstyr, og omkring middagstid om fredagen begynder opsætning af observationsteltet. Det er her, samaritterne holder til under puttefesten.

- De unge ved godt, vi er her, fordi de passerer teltet, når de kommer. Der deltager omkring 6-8.000 unge gymnasieelever fra Nordsjælland og København, og festen varer til omkring midnat, siger Liselotte Nylander.

Også her oplevede hun, at der var færre behandlinger, end der plejer at være.