De ukrainske beboere på Lykkens Gave har hver modtaget et gavekort på 200 kroner til tøj. Mange har allerede været forbi Røde Kors-butikken i Lyngby for at anskaffe sig det, de har brug for.
Især tøj har været en stor mangelvare blandt de ukrainere, der de seneste måneder er kommet til Danmark. Det har de også mærket i Røde Kors-butikken på Lyngby Hovedgade, hvor mange har været forbi for at efterspørge tøj til dem selv og deres familier.
Derfor har samtlige beboere på Lykkens Gave nu modtaget et elektronisk gavekort på 200 kroner til butikken. Og det har mange som forventet benyttet sig af allerede, meddeler butiksleder, Rena Bøgh.
"Tidligere pakkede vores frivillige tøjposer, som ukrainerne kunne afhente, men det fungerer bedre, at de med et gavekort har mulighed for selv at vælge tøjet," siger hun.
Gavekortet kan desuden bruges i andre danske Røde Kors-butikker. Beløbet på 200 kroner er valgt, fordi det matcher det, sårbare familier modtager i forbindelse med den årlige julehjælp.
Gratisbutik som alternativ
I en del Røde Kors-butikker landet over har den store efterspørgsel medført mangel på tøj. Det er imidlertid ikke tilfældet i Lyngby (selv om donationer altid er velkomne).
Til gengæld er det vigtigt at sørge for, at butikkens frivillige kan følge med, fortæller Rena Bøgh. Det er nemlig ikke nogen lille opgave at uddele og registrere, hvem der har modtaget et gavekort.
Bestyrelsen i Røde Kors Lyngby-Taarbæk har derfor valgt, at gavekortene i første omgang er forbeholdt de godt 80 beboere på Lykkens Gave.
Ukrainere, der bor privat, bliver i stedet henvist til gratisbutikken på Sorgenfri Torv. Her er det også muligt at finde andet end tøj, f.eks. elektronik, toiletartikler og legetøj.
Find flere informationer (på både dansk og ukrainsk) om denne butiks adresse og åbningstider.