Rød samtalebænk til kamp mod ensomhed

Rød samtalebænk til kamp mod ensomhed

En bænk fra Røde Kors i Lyngby-Taarbæk skal sætte fokus på samtalens betydning for mennesker, der føler sig alene

Ensomhed er et alvorligt problem for mange danskere, og særligt de yngre og ældre grupper har været hårdt ramt, siden COVID-19 kom til Danmark.

Men selv under så hårde omstændigheder er det muligt at bryde ensomheden. Samtalen er et simpelt og effektivt middel, som alle kan benytte sig af for at hjælpe andre ud af en svær situation. Sådan lyder budskabet fra Røde Kors.

Derfor vil indbyggerne i Lyngby-Taarbæk i uge 21 og 22 kunne se en ny – og meget rød – bænk i bybilledet. Der er tale om en samtalebænk, der skal opfordre til flere møder i det offentlige rum.

”Vi håber, at det kan inspirere folk på tværs af generationer til at tage en uformel snak på eller omkring bænken. Man kan vende de store ting i livet eller bare tage en hurtig pause, hvis man er på vej i supermarkedet eller til fodboldtræning. Selv en kort samtale kan betyde rigtig meget,” siger formand i Røde Kors Lyngby-Taarbæk, Tony Lindemann Bøgh.

 

Et værn mod ensomhed

Bænken er også en påmindelse om at huske de mennesker, man kender, der kan have brug for at tale med andre. Det sker som led i en landsdækkende kampagne fra Røde Kors med fokus på, hvordan vi sammen kan være med til at bekæmpe ensomhed.

I Røde Kors er flere end 10.000 frivillige engageret i en lang række aktiviteter og indsatser, hvoraf de fleste har samtalen som det vigtigste redskab.

”Mange af vores lokale aktiviteter har det til fælles, at de er et værn mod ensomhed. Mennesker, der har brug for nogen at tale med i hverdagen, kan for eksempel få en besøgsven eller blive en del af vores familienetværk. De kan også finde et fællesskab ved at blive frivillige i Røde Kors. Alt det vil vi meget gerne fortælle mere om til dem, der lægger vejen forbi vores bænk for at få en snak,” siger Tony Lindemann Bøgh.

Den røde samtalebænk kommer fra tirsdag d. 25 maj til og med onsdag d. 2. juni til at stå ved Stadsbiblioteket, inden den rykker videre til Røde Kors-butikken på Lyngby Hovedgade.

Hvis du gerne vil tale med en af vores frivillige, kan du se her, hvornår de er til stede ved bænken.