Frivillige hjælper kommunen med vaccinationer

Frivillige hjælper kommunen med vaccinationer

Frivillige fra Røde Kors Lyngby-Taarbæk var hurtige til at træde til, da Lyngby-Taarbæk Kommune skulle bruge mandskab til et lokalt vaccinationstilbud for sårbare borgere.

Den danske vaccinationsindsats mod COVID-19 er i fuld gang, men for borgere, der har brug for praktisk hjælp i hverdagen, kan transport til og fra de etablerede vaccinationscentre være en stor udfordring. På den baggrund lagde Lyngby Idrætsby fredag den 19. februar lokaler til et såkaldt pop-up vaccinationscenter, et lokalt tilbud for sårbare borgere over 65 år.

Et sådant tilbud kræver dog en stor indsats at afvikle, og derfor henvendte Lyngby-Taarbæk Kommune sig blandt andet til den lokale Røde Kors-afdeling i bestræbelserne på at finde mandskab.

Bestræbelserne bar frugt. På under et døgn havde 12 frivillige fra Røde Kors Lyngby-Taarbæks samariterkorps, genbrugsbutik og familienetværk meldt sig for at være med til at sikre, at vaccinationen kørte på skinner.

”Vi vil gerne takke Røde Kors’ lokalafdeling for deres store indsats og for, at de kunne træde til med så kort varsel. Det var en fornøjelse at opleve, hvordan de frivillige fra Røde Kors bidrog til den holdånd, der opstod. Der var en fantastisk stemning hele dagen, og det smittede af på borgerne, der følte sig trygge igennem hele forløbet”, siger Jeanette Nygård Madsen, sundhedschef i Lyngby-Taarbæk Kommune.

 

Et lysende eksempel på frivillig indsats

De frivillige hjalp blandt andet med at tage imod de ældre borgere, anvise dem plads i køen og – som sagt – sørge for, at de hele tiden følte sig trygge. Efter endt vaccination havde de til opgave at observere borgerne i 15 minutter, hvorefter de hjalp dem tilbage til busserne, der sørgede for, at de kom godt hjem igen.

”Vi er sat i verden for at hjælpe andre, så det var naturligt for os at træde til, da kommunen henvendte sig og bad om assistance. Og heldigvis har vi en masse dedikerede frivillige, der er klar til at stille op med kort varsel. Deres indsats er et lysende eksempel på, hvor stor en rolle frivillighed spiller i et lokalsamfund”, siger formand i Røde Kors Lyngby-Taarbæk, Tony Lindemann Bøgh.

Lyngby Idrætsby agerer pop-up vaccinationscenter igen den 24. februar, og når borgerne skal vaccineres anden gang den 12. og 17. marts. Også her tager de frivillige fra Røde Kors en tørn.