Nu kan du søge om julehjælp frem til 1. december

Nu kan du søge om julehjælp frem til 1. december

Har du brug for en smule hjælp, så julen kan blive ekstra god i år for dig og dine børn? Så kan du nu få et ansøgningsskema til Røde Kors' julehjælp. Få det tilsendt ved henvendelse til lyngby.al.julehjaelp@rodekors.dk eller afhent det i Røde Kors-butikken på Lyngby Hovedgade 46, 2800 Lyngby. Det udfyldte skema skal returneres senest den 1. december 2021.

Mere end en god juleaften

Mange børn i Danmark vokser op i familier, hvor ressourcerne er få og afsavnene store. Deres hverdag adskiller sig markant fra andre børns. Der er ikke råd til julegaver, børnefødselsdag, ferier og fritidsaktiviteter. Det er med til at isolere børnene fra deres jævnaldrende – og det påvirker deres trivsel på både kort og lang sigt.

"Men julehjælpen er mere end en god juleaften. Med julehjælpen skaber Røde Kors kontakt til familierne, inviterer dem indenfor og tilbyder dem hjælp og støtte, når julen er slut, og det bliver hverdag igen," siger Anette Due, aktivitetsleder for Familienetværket og Julehjælpen i Røde Kors Lyngby-Taarbæk, Anette Due.