KOMMUNIKATION
I vores kommunikationsteam arbejder vi med at fortælle alle de gode historier om det store stykke arbejde, som de frivillige i Røde Kors Lyngby-Taarbæk udfører.
De fleste danskere kender Røde Kors for det hjælpearbejde, vi laver i udlandet – og måske for vores førstehjælpsaktiviteter og genbrugsbutikker. I kommunikation arbejder vi for også at øge kendskabet til vores brede indsats for udsatte borgere, så vi kan hjælpe endnu flere og rekruttere flere frivillige, der har lyst til at være der for deres medmennesker.
Det gør vi ved at fortælle de gode Røde Kors-historier fra Lyngby-Taarbæk. Både de opløftende historier, som når vi uddeler julehjælp og hjælper trængte familier, de svære historier om mennesker i nød og bestemt også de sjove og skøre historier fra vores fantastiske fællesskab som frivillige.
Ved at skabe synlighed om aktiviteterne giver vi en stemme til både de mest udsatte i Lyngby-Taarbæk og til de frivillige, som gør en kæmpe forskel for deres medmennesker.
Vil du med på holdet?
Som frivillig i kommunikationsgruppen har du mulighed for at komme til at arbejde med en lang række forskellige genrer og kanaler.
Du skal du være nysgerrig, god til at få ideer og glad for at samarbejde. Det gør bestemt heller ikke noget, hvis du har en relevant baggrund inden for kommunikation, journalistik, fotografering, videoproduktion eller lignende.
Vi tør godt love, at du ikke kommer til at kede dig - for der sker altid noget sjovt, skørt, spændende eller helt fantastisk i Røde Kors Lyngby-Taarbæk.
Skriv til lyngby.al.kommunikation@rodekors.dk, hvis du vil være med.
VIL DU VIDE MERE?
Vil du høre mere om kommunikation og/eller muligheden for at blive frivillig?
Så er du velkommen til at skrive til lyngby.al.kommunikation@rodekors.dk.
HVAD GØR VI ELLERS?
I Røde Kors Lyngby-Taarbæk har vi masser af andre aktiviteter og lige så mange muligheder for at blive frivillig. Det kunne måske være noget for dig?
Hvis du allerede har fundet en aktivitet for dig, skal du endelig bare kontakte os.