Nørklere

NØRKLERNE I RØDE KORS LYNGBY-TAARBÆK

Vores nørklere strikker, hækler og syr til sårbare mennesker i Danmark, f.eks. varmt tøj til hjemløse. De skaffer også midler til Røde Kors' hjælpearbejde gennem salg af nørklervarer i vores genbrugsbutikker.

 

HVORFOR SKAL DU VÆRE NØRKLER?

Nørkleaktiviteten bygger på fællesskab. Vi er nørklere, fordi vi nyder at være sammen. Der er ikke noget bedre end at svinge strikkepindene over kaffe, kage og godt selskab.

Som frivillig nørkler har du mulighed for at opbygge nye venskaber – og du gør samtidig en forskel for mennesker verden over.

Vi strikker, hækler og syr strømper, sweatre, børnetøj, indkøbsnet etc. som går til gode formål og sårbare borgere lokalt.

Andre ting sælges i vores butikker i Lyngby og Virum, hvor overskuddet bl.a. går til nødhjælp i udlandet og til støtte af lokale og nationale Røde Kors-aktiviteter.

Alle er velkomne til at blive nørklere, uanset erfaring. Du skal bare have lyst til at nørkle sammen med glade og dedikerede mennesker.

 

HVORDAN FOREGÅR DET?

Når du strikker, hækler eller syr til Røde Kors, har du en masse opskrifter/modeller i alle sværhedsgrader at vælge imellem.

Materialerne skaffer nørklerne selv via donationer eller genbrug.

Som udgangspunkt fastlægger du selv dit tidsforbrug. Et nørklermøde varer normalt et par timer, og så kan du nørkle videre derhjemme efter lyst.

 

VÆR MED EFTERMIDDAG ELLER AFTEN

For at alle – også studerende og folk i arbejde – har mulighed for at være med i vores fællesskab af nørklere, tilbyder vi både eftermiddagshold og aftenhold.

Begge hold mødes tirsdage i lige uger i Røde Kors Huset på Kongevejen 192 i Virum.

Eftermiddagsstrik starter kl. 13.30 og aftenstrik kl. 18.30.

VIL DU VIDE MERE?

Vil du høre mere om nørklerne og muligheden for at blive frivillig?

Så er du velkommen til at ringe/skrive til Ritta Emanuelsen på 51365222 eller lyngby.al.noerklere@rodekors.dk.

DONÉR GARN

Har du noget garn, som du ikke selv får brugt? Så er du meget velkommen til at donere det til vores nørklere.

Garnet kan afleveres i vores genbrugsbutik på Lyngby Hovedgade 46.

HVAD GØR VI ELLERS?

I Røde Kors Lyngby-Taarbæk har vi masser af andre aktiviteter og lige så mange muligheder for at blive frivillig. Det kunne måske være noget for dig?

Hvis du allerede har fundet en aktivitet for dig, skal du endelig bare kontakte os.