Jobmentorer

JOBMENTORERNE I RØDE KORS LYNGBY-TAARBÆK

Jobmentorerne er frivillige, der tilbyder deres hjælp gennem samtaler og 1-1-støtte til sårbare borgere, som har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Samtalerne er vejledende, rådgivende og motiverende, og målet er, at borgerne skal blive klogere på egne kompetencer og ønsker til arbejde.

Mentorerne har tavshedspligt, og selv om det oftest er jobcenteret, der henviser borgere til os, er der intet krav om nogen form for rapportering tilbage til jobcenteret.

 

HVAD KAN EN JOBMENTOR GØRE FOR DIG?

Er du ledig og har brug for sparring for at komme tættere på et arbejde? Så kan en frivillig jobmentor fra Røde Kors Lyngby-Taarbæk måske være noget for dig.

Jobmentoren tilbyder dig støtte i processen hen imod et arbejde. Støtten kan eksempelvis være:

• Hjælp til at opbygge et CV og skrive en jobansøgning
• Sparring om jobmuligheder og afsøge ledige stillinger
• Forberedelse til jobsamtale
• At bakke dig op og styrke dig i troen på egne evner

 

HVOR TIT KAN DU MØDES MED DIN JOBMENTOR?

Det aftaler du med din frivillige mentor. Vi anbefaler, at I mødes ca. hver 14. dag eller ringer sammen ca. én gang om ugen. I kan f.eks. mødes på det lokale bibliotek eller gå en tur i en park. I kan også vælge at gøre nogle af møderne til onlinemøder.

 

HVOR LÆNGE VARER STØTTEN?

Hvis du indgår i et forløb med en frivillig jobmentor, varer støtten oftest mellem 3-6 måneder. Nogle gange varer forløbene kortere eller længere tid. Det afhænger af, hvad du aftaler med din mentor. Mentor tager altid udgangspunkt i dine ønsker og behov, og sammen finder I en form for jeres møder, der giver mening for jer begge.

Ønsker du at deltage i Røde Kors' øvrige aktiviteter, f.eks. i Lyngby-Taarbæk, så vil din mentor hjælpe dig med at finde en aktivitet, der giver mening for dig.

VIL DU VIDE MERE?

Vil du høre mere om jobmentorerne eller muligheden for at blive frivillig jobmentor?

Så er du velkommen til at ringe/skrive til Hans Joensen på 24468381 eller lyngby.best1@rodekors.dk.

HVAD GØR VI ELLERS?

I Røde Kors Lyngby-Taarbæk har vi masser af andre aktiviteter og lige så mange muligheder for at blive frivillig. Det kunne måske være noget for dig?

Hvis du allerede har fundet en aktivitet for dig, skal du endelig bare kontakte os.