Brevvenner

HVAD ER EN BREVVEN?

Brevvenner er frivillige, der skriver breve eller korte hilsner til beboere på plejehjem eller i eget hjem. At modtage et brev, der er håndskrevet, er en unik følelse. Tanken om, at nogen har brugt tid og gjort sig umage med at skrive lige præcist dét brev, skaber livsglæde og finder smilet frem.

Som brevven er du med til at modvirke modløs-og nedtrykthed hos andre ved hjælp af håndskrevne breve. Ved at genopdage fænomenet “pennevenner” er du med til at hjælpe personer, der føler sig ufrivilligt alene, og det kan gøres hjemme fra dine egne trygge rammer.

Brevvennerne kan blive matchet efter ønsker og interesser:
• Fælles interesse - for eksempel litteratur, musik, kunst eller sport.
• Lyst til at skrive om hverdagsglæder som f.eks. en gåtur i skoven.
• Sansebreve til de personer, der er kognitivt udfordrede, men kan have stor glæde af at modtage post med kreative ting, der kan udfordre sanserne.
• En skoleklasse, der gerne vil lave en højtidshilsen i billedkunst og herigennem sende lidt julepynt eller en forårstegning afsted.

HVAD FORVENTES AF MIG SOM BREVVEN?

Som Brevven forventer vi, at:
• Du har tid og overskud til at skrive et brev eller et kort cirka hver tredje uge.
• Du som brevskriver er omsorgsfuld, venlig og interesseret i at lade et andet menneske lære dig at kende.
• Du er indforstået med, at ikke alle brevvenner kan skrive breve tilbage til dig, selv om de gerne ville.
• Du har mod på at gøre en forskel for andre.

Som brevven er det vigtigste, at du har lyst til at skrive til et andet menneske.

 

KONTAKT 

Har du spørgsmål, eller ønsker du at få/være en frivillig brevven, så kontakt vores aktivitetsleder.