Samaritter hædret for deres corona-indsats

Samaritter hædret for deres corona-indsats

Otte samaritter fra Røde Kors Lyngby-Taarbæk har fået tildelt Røde Kors' fortjensttegn for deres helt ekstraordinære indsats under coronakrisen i foråret 2020.

Da Røde Kors blev bedt om at etablere et ekstra callcenter til at besvare myndighedernes corona-hotline, fik Røde Kors´ samaritter den helt centrale opgave at fungere som sundhedsfaglige rådgivere i alle de callcentre, som besvarede opkald fra bekymrede borgere.

Med samaritternes stærke faglige kompetencer, medmenneskelige tilgang, gode forståelse for beredskab – og ikke mindst villighed til at bidrage til en helt ekstraordinær krisesituation – fik Røde Kors sat et meget positivt aftryk hos de danske myndigheder.

Og det har hovedbestyrelsen altså helt fortjent belønnet vores samaritter og deres kollegaer i andre afdelinger for med fortjensttegnet.