Lyngby-Taarbæk samlede 144.296 kroner ind til Røde Kors

Lyngby-Taarbæk samlede 144.296 kroner ind til Røde Kors

Selv om færre havde meldt sig til at samle ind sammenlignet med sidste år, lykkedes det Lyngby-Taarbæk at skabe det bedste resultat siden 2016 ved årets Røde Kors-indsamling.

 COVID-19 havde i forvejen givet nogle bekymringer for tilmeldingen til årets Røde Kors-indsamling i Lyngby-Taarbæk, og en grå og regnfuld efterårsdag gjorde ikke tingene lettere søndag den 4. oktober.

Men bekymringerne blev hurtigt erstattet af glæde over et flot resultat på 144.296 indsamlede kroner – godt 20.000 kroner mere end sidste år og det højeste beløb siden 2016. Bedriften bliver ikke mindre af, at det i år kun var muligt at besætte 75 af de 186 ruter.

”Jeg tror, at en del mennesker, der under normale omstændigheder havde meldt sig til at samle ind, valgte at blive hjemme i år pga. COVID-19. Samtidig havde vi 39 indsamlere, der faldt fra på dagen, så vi var lidt bekymrede. Men vi må bare sige, at resultatet overgik alle vores forventninger”, siger Susie Cowan, der er indsamlingsleder i Røde Kors Lyngby-Taarbæk.

Røde Kors regner typisk med, at én rute indbringer ca. 1.000 kroner, men i Lyngby-Taarbæk dumpede der altså næsten dobbelt så meget ned i indsamlingsbøssen i gennemsnit for hver af de besatte ruter.

”Vores indsamlere har gjort en kæmpestor indsats, så vi vil selvfølgelig gerne sige stort tak til dem og til alle, der har givet et bidrag til Røde Kors,” siger Susie Cowan.

 

Penge til Syrien og Yemen samt udsatte børnefamilier og hjemløse i Danmark

Danskerne samlede i år 13,5 millioner kroner ind til Røde Kors, som blandt andet går til familier og sygepersonale i udsatte COVID-19-områder. De går også til de krigsramte lande Syrien og Yemen, hvor børn har desperat brug for hjælp.

Herhjemme går pengene til udsatte børnefamilier og børn, der står uden for fællesskabet, samt til hjemløse, der har brug for omsorg og støtte efter indlæggelse på et hospital.